Det skete

På en grå og regnvåd november torsdag kom Tryllekunstner Peter Jakobsen https://www.tryllekunstner.dk/ forbi Valby værested til en fantastisk eftermiddag med latter, begejstring og fællesskab. Peter brillierede med kort, snore, tørklæder, penge pølsebrød mv.

Peter er en af landets mest erfarne og efterspurgte tryllekunstnere med over 5000 shows erfaring. Uddannet klovn, hypnotisør og far til fem børn. Peter har også sin egen trylleskole, hvor han sammen med udvalgte professionelle tryllekunstnere underviser i trylleri.

Fantastisk udflugt til Orø – Isefjordens perle – Efteråret 2022

SOMMERUDFLUGTEN Onsdag d. 15. juni 2022
Turen gik med Tom og Valby busser til Kronborg Slot, hvor vi, udover at spise en dejlig frokost sammen, var på en times guidet rundvisning og hørte Alt om Kronborg. Efter besøget på slottet var det tid til en lækker frokost med Frikadeller som vor mor lavede dem og stuvet hvidkål…mums , og vi fik selvfølgelig også have kaffe og kage.
Efterfølgende udforskede vi Kronborg lidt på egen hånd, nogle nåede at se Jim Lyngvilds billeder af fortidens konger og dronninger – inden bussen igen kørte mod Valby,

Selvfølgelig fejrede vi fastelavn på Valby værested på søndag d. 27.2, hvor vi fyldte os inden fasten. Storelækre fastelavnsboller fra “Bagerdygtigt”, Kakaomælk med sugerør og fastelavnsris til de tre bedst/sjovest udklædte. Vi slog ikke hverken på tønder, katte eller hinanden, men nøjes med det vigtigste: at hygge os i hinandens nærværende selskab og en snak om stort og småt.

December 2021 var fuld af gode oplevelser: 35 års fødselsdag, julefrokost, mini-julefrokost d. 26.2 og nytårstaffel d. 2.1.22. Her foto fra julefrokosten, hvor Bakke sangerinde Charlotte Emmery gav mændene røde kinder og damerne et godt grin.

UDFLUGT TIL HISTORISK OPLEVELSESCENTER NYVANG D. 19. OKTOBER 2021
Tusind tak til alle for en fantastisk vellykket tur til Historisk Oplevelsescenter Nyvang, med rundtur i hestetrukken vogn, fedtemadder, “shopping” hos andelslandsbyens bager, slagter, apotek, brugsforening mm. Meget højt belagte stykker smørrebrød hos Madam Blaa efterfulgt af spændende foredrag om andelsbevægelsens historie fra Mejeri og Brugs til slagteri, elværker, æggeeksport… afslutning med enestående lagkage med æble og makroner og en god kop kaffe😊 tak til Ole, der kørte os sikkert ud og hjem, for den smukke tur langs Ledreborg allé og historierne om Gl. Lejre.

Torsdag d. 30. september havde værestedet premiere på QUIZ battle. Kata havde forberedt 3 blokke, hvor Hold et, De høje på strå, FCK og hold fast testede deres paratviden om forskellige temaer – Historie, politik, musik, sport osv. Vinderholdet blev FCK, der gik med æren og de fine præmier. Der er QUIZ igen næste gang d. 31. marts kl. 15.00.

Den 2 tirsdag i måneden har vi Fællessang med pianist Nicolai Bang.
Der var en kæmpe stor fornøjelse og ren humør vitamin at kunne invitere indenfor til fællessang. Vi kom omkring populære danske sange og landeplager fra revy, film og radio fra 1930´erne til 1960´erne. Fx Liva Weel, Gustav Winckler, Poul Richardt, Otto Brandenburg over Kim Larsen, Shu-bi-dua samt alle brugernes favoritter.
Der er fællessang næste gang tirsdag d. 8. marts 2022 kl. 15.00-16.30

Torsdage i lige uger. På Valby værested er vi glade for at kunne tilbyde Qi Gong ved instruktør Helle Degn. Helle vil indlede med en kort introduktion til hvad Qi Gong er, og servere en kop helsebringende the efterfulgt af siddende afslapning inden vi bevæger os og til sidst masserer og klapper egen krop.
Senior Qi Gong er blide, naturlige bevægelser og indre ro for seniorer, som styrker og smidiggør hele kroppen. Indre ro, hukommelse og koncentration fremmes. Du får mere energi, styrker immunforsvaret, sener, led, knogler, nervesystem samt øger fysisk og psykisk velvære. Hver anden torsdag stilner vi krop og sind og træner de blide bevægelser med naturligt åndedræt. Qi Gong kan oversættes med “metode til at bevæge livskraften”. Senior Qi Gong trænes stående, men nogle af øvelserne kan udføres siddende og hensyntagende til evt. skavanker. Alle er velkomne, det kræver ingen forkundskaber eller særlig grad af smidighed eller styrke. Vi er udendørs hvis vejret tillader det. Det er gratis at deltage.

Læs mere om Qi Gong og Helle Degn her: https://qigongforalle.dk/

Sommerudflugt
Onsdag d. 9. juni kl. 9.30 tog vi sammen med Timotheus Kirke på heldagstur til Knuthenborg Safaripark. Det var en pragtfuld dag fuld af oplevelser, guidet tur og god mad.

Sommerfrokost
Tirsdag d. 8. juni 2021havde Valby værested arrangeret en sommerfrokost som led i kampagnen “Danmark spiser sammen” – Folkebevægelsen mod ensomhed.
Formålet var at få folk til at mødes omkring spisebordet – også med nogle man normalt ikke spiser sammen med. Der var fuldt hus på Valby værested – 21 glade gæster nød en fremragende frokostplatte og hinandens selskab. efter frokosten kom pianist Nicolai Bang og så var der dømt fællessang akkompagneret af pianoet. Det var alt i alt en dejlig varm eftermiddag på værestedet. Jo mere vi spiser sammen – jo gladere bliver vi 🙂

Orlogspræst – Præst til søs .
En tirsdag i maj 2021 havde vi fornøjelsen af  Frank Bjørn Christensen, Sognepræst i jesuskirken og Orlogspræst ved Søværnet. Han fortalte om nogle af sine mange spændende oplevelser på udstationeringer rundt om i verden. Når en dansk militær enhed bliver udsendt, rejser der altid en præst med. Frank har sejlet verden rundt, og øste denne eftermiddag ud af sine erfaringer. Vi blev taget med omkring Frømandskorpset, minedykkere, Fregatter og ubåde, søværnets beredskab i Nordatlanten ved Færøerne og Grønland samt patruljering i Hormuz strædet.